fbpx

Forspringet

Næstved kommune

Næstved kommune

 

 

Kristine Engel, faglig koordinator, Næstved Kommune

 

Vi, i Center for Arbejdsmarked, Næstved, har i perioden den 22. marts – 8. december 2021 haft glæden af at have Susanne ansat. Hun har fra første ansættelsesdag været nysgerrig og positiv i forhold til de opgaver hun er blevet stillet.

Susanne blev hurtig en habil bruger af vores mange forskellige elektroniske platforme og har siden problemfrit manøvreret rundt heri.

Susanne har beskæftiget sig med de borgere der har modtaget kontanthjælp. Både de der har været målgruppevisiteret som jobparate, men med størst fokus på de aktivitetsparate. De borgere der har komplekse problemstillinger ud over ledighed.

Det blev hurtigt tydeligt, at Susanne’s erfaring i at arbejde tæt sammen med mennesker gav gode resultater. Susanne fik fra start løbende tildelt borgere. Hendes fokus har primært været borgere, der af den ene eller anden grund havde en psykisk skrøbelighed. Tilbagemeldingerne fra borgerne har udelukkende været positive.

På trods af en borgergruppe med mange udfordringer, har Susanne i samarbejde med disse borgere været i stand til at skabe en bro til arbejdsmarkedet. Hun har formået at give de enkelte borgere en tro på, at der var en plads til dem på arbejdsmarkedet. Det skal bemærkes, at mange af disse borgere har været i kontanthjælpssystemet i over 10 år.

Susanne har ved hjælp af sin relationsdannelse formået at få en god kontakt til målgruppen. Hun har arbejdet med borgerne på flere forskellige planer. Individuelt hvor hun har trænet forskellige mestringsstrategier, samt i mindre grupper hvor borgernes relationer med hinanden er blevet sat i spil.

Susanne har haft forholdsvis frie rammer til planlægning af hendes forløb med de tildelte borgere. Dette har hun på en positiv måde, i den grad gjort brug af, ved i perioden at udvikle sin egen indsats hvor metoder og tilgang har været bærende.

Susanne blev i første omgang ansat midt under vores hjemsendelse grundet COVID19. Dette benyttede hun sig af ved at gennemføre både gruppeforløb og individuelle møder med borgerne hjemme fra sin stue via vores virtuelle platforme. Tilbagemeldingerne herfra har ligeledes været positive.

Susanne har aktivt brugt sit gode netværk. Blandt andet til at præsentere borgere for virksomheder. Der er afholdt ”fiktive” jobsamtaler med ”rigtige” arbejdsgivere som deltagere. Hun har også haft stor succes med at etablere sine borgere i vellykkede praktikforløb, men også placering i uddannelse har været en stor succes.Vi har lært meget af Susannes metoder til at komme helt tæt på virksomhederne i lokalområdet.

Susanne er en god kollega der ikke er bange for at komme med indspark til sine kollegaer. Susanne er altid positiv og god i samarbejdsrelationer. Susanne har arbejdet tæt sammen med gruppen af sagsbehandlere og været god til at give brugbare skriftlige tilbagemeldinger, når dette har været ønsket.

Jeg giver hermed min bedste anbefaling til Susanne. En kvinde vi oplever som faglig stærk og med en solid og brugbar livserfaring, der har en afsmittende virkning på alle os andre. Både borgere og ansatte.

Jeg står gerne til rådighed som reference.